AniCura Odense Dyrehospital søger dyrlæge til fast stilling
AniCura Danmark · Odense, FYN, Denmark
About The Role
AniCura Odense Dyrehospital søger dyrlæge til fast stilling
Vil du fortsætte din udvikling som kliniker og samtidig blive en del af et specialiseret dyrehospital, hvor du har stærke faglige kompetencer omkring dig?
Vi søger en dyrlæge til en fast stilling på 30–34 timer om ugen , hvor din primære funktion bliver at varetage alm. konsultationer og ambulante patienter i vores almene hospitalsafsnit. Stillingen inkluderer deltagelse i vores vagtordning.
Om stillingen
I dagligdagen bliver du en del af vores konsultations- og akutspor, hvor du blandt andet vil
- modtage, undersøge og behandle de patienter, der præsenteres ambulant i vores almene praksis – herunder patienter med akut behov for behandling
- føre den gode dialog med dyreejerne og skabe tryghed og retning i patientforløbet
- lægge og følge fagligt funderede udrednings- og behandlingsplaner
- vurdere, hvornår en patient med fordel kan videregives til yderligere udredning eller behandling hos en af vores mere specialiserede kollegaer i huset
- følge patientforløb og samarbejde på tværs af hospitalets forskellige fagområder
Stillingen er for dig, der allerede har klinisk erfaring og ønsker at bygge videre på dine kompetencer og skabe et solidt fundament for din fremtidige udvikling som dyrlæge .
Du behøver ikke på forhånd at vide, hvor din karriere skal føre dig hen. Måske drømmer du om ortopædi, intern medicin, onkologi eller et helt andet fagområde. Måske vil du først og fremmest blive rigtig dygtig til den brede kliniske værktøjskasse. Fælles for begge dele er, at et stærkt fundament som kliniker er et godt udgangspunkt.
Hos os får du mulighed for at udvikle netop dette fundament. Du får erfaring med den kliniske undersøgelse, klientkommunikation, diagnostik, behandlingsplanlægning og den løbende vurdering af, hvornår du selv skal føre patienten videre, og hvornår andre kompetencer skal bringes i spil.
Forskellen ved at gøre det på et specialiseret dyrehospital er, at patientens forløb ikke nødvendigvis stopper, når dine egne kompetencer gør. Du arbejder i et hus, hvor du kan følge patienten videre gennem mere avanceret diagnostik eller behandling og lære af forløbet – også når du ikke selv har sidste hånd på værket.
Du vil have erfarne og specialiserede kollegaer indenfor intern medicin, kardiologi, orthopædi, kirurgi, dermatologi, onkologi, oftalmologi og akutmedicin, som kan bidrage med faglig sparring, når en patient eller problemstilling kræver det. Samtidig forventer vi, at du i takt med din udvikling tager et stadig større selvstændigt ansvar for dine egne patienter og patientforløb.
Vagt og akutmedicin
Deltagelse i vores vagtordning er en del af stillingen. Det er derfor et krav, at du allerede har noget klinisk erfaring og er i stand til at stå på egne ben i de mest almindelige kliniske situationer. Du kommer til at arbejde på hverdagsaftener og enkelte weekender. Har du ikke tidligere arbejdet i vagt, er det ikke en hindring – vi sørger for en grundig introduktion og hjælper dig godt i gang, så du bliver klædt på til opgaven.
Vagtarbejdet er samtidig en vigtig del af den kliniske udvikling, fordi du her møder et andet patientgrundlag end i den almindelige konsultation. Du får mulighed for at bygge videre på dine kompetencer inden for akutmedicin, triagering, diagnostik og den indledende behandling af akut og kritisk syge patienter.
Vi tilbyder
- En fast stilling på 30–34 timer om ugen
- En arbejdsdag med primært fokus på konsultationer, ambulante patienter og akutmodtagelse
- Mulighed for at bygge videre på dine kliniske kompetencer med stærk faglig sparring tæt på
- Mulighed for at følge patientforløb fra den første konsultation til eventuel avanceret udredning eller behandling
- Erfaring med både almen klinik, akutmedicin og samarbejde med mere specialiserede fagområder
- Et stærkt fagligt miljø med dyrlæger og veterinærsygeplejersker med særlige kompetencer inden for blandt andet kirurgi, intern medicin, onkologi, oftalmologi, dermatologi og anæstesi
- En fast plads i et hospital, hvor der er mulighed for at fortsætte din faglige udvikling over tid
Vi forestiller os, at du
- har erfaring fra klinisk smådyrspraksis
- har et godt klinisk fundament og lyst til at bygge videre på det
- motiveres af konsultationen og relationen til både patient og dyreejer
- er nysgerrig og opsøgende, når du møder noget, du endnu ikke kan
- trives med både almindelige konsultationer og patienter med mere akut behandlingsbehov
- ønsker at indgå aktivt i et fagligt fællesskab, hvor vi bruger hinandens forskellige kompetencer
- er indstillet på, at deltagelse i vores vagtordning er en del af ansættelsen
Om AniCura Odense Dyrehospital
Vi er et avanceret dyrehospital med et bredt patientgrundlag og specialiserede teams inden for en række fagområder. Vores kompetencer og in-house diagnostiske muligheder betyder, at vi både kan varetage den almene patient og fortsætte udredningen og behandlingen, når et patientforløb bliver mere komplekst.
Det skaber et miljø, hvor almen klinik og specialiseret behandling mødes, og hvor der er gode muligheder for at lære på tværs af fagområder og følge patienterne længere, end man har mulighed for mange andre steder.
Vi vægter faglighed, samarbejde og fællesskab højt og har en uformel omgangstone med plads til forskellige mennesker og forskellige faglige ambitioner.
Vil du være med?
Send din ansøgning og CV hurtigst muligt. Vi holder løbende samtaler og venter gerne på den rette kandidat.
Har du spørgsmål til stillingen eller hospitalet, er du velkommen til at kontakte hospitalschef Mette Nielsen på [email hidden] .
Similar roles you might like
See all →This is an external listing. JobSpring does not represent or verify the employer. Report this listing
